Det var noget af en overraskelse, at se, høre og læse om de utroligt lange ventetider på landets skadestuer.
Nok har jeg sjældent oplevetttttttttt, at det just var hurtig ekspedition, der prægede disse steder, og selv har jeg da også oplevet at måtte vente – længe synes jeg! Men ikke så længe.
Jeg har fuld forståelse for, at der ikke er et beredskab der kan forudse alle tænkelige og utænkelige situationer. Jeg har fuld forståelse for, at en større trafikulykke kan sinke behandlingen på skadestuen.
4 til 12 timers ventetid er da helt sindssygt. For de syge, altså!
Det næste problem er, som en politiker var inde på i TV, at skadestuernes venteværelser altså også er befiolket, og måske overbefolket, at mennesker, der altså ikke lige er så syge, at de ikke enten kan “helbrede sig selv”, eller vente til egen læge åbner dagen efter. Eller måske bevidst har planlagt, at benytte skadestuen fremfor egen læge?
Vi har mistet erfaringen ved for eksempel bedsteforældre. De unge forældrer bruger ikke, og har ikke arvet forældrenes indsigt i, at et barn faktisk ofte har feber, og at det ikke nødvendigvis er lægekrævende. Sådan et eksempel er blot et ud af mange! Mange småskavanker skal ikke nødvendigvis tilses af en læge.
Derfor er det nok ikke nogen dårlig ide med telefonisk adgang til sundhedspersonale. De skal såmænd nok kunne både vejlede og ikke mindst berolige….!!
Men bort set fra det, skal der immervæk være hurtig og (så at sige) smertefri adgang til lægehjælp; også uden for de praktiserende lægers åbningstid.
Svaret hedder prioritering. Det er nok naivt at tro, at i disse “svære tider”, der vil blive tilført flere penge til sygehussektoren. Så politikere og ledelse må droppe deres sommershorts, og se at få styr på det…
Der var engang, hvor vi modigt påstod, vi havde verdens bedste sygehusvæsen. Det er mange år siden, men vi skal vist snart gøre noget, for ikke at havne helt i bunden.
Indtil da, må jeg håbe og bede til, at jeg ikke bliver syg!!
