Vi skal helt tilbage til 3-års krigen, før vi har en vundet krig. Sådan da; altså vundet. Udfaldet fra Fredericia 1849, som ændrede så meget, og forhøjede vor nationale selvbevidsthed.
1864 tabte vi jo bravt; med store nationale konsekvenser.
Første Verdenskrig kørte vi et formidabelt friløb, og kan glæde os over, at de rige blev uhørt rige. Gullaschbaroner kom godt gennem de 4 år, mens mennesker led ubeskriveligt i de europæiske skyttegrave.
Anden Verdenskrig? Vi holdt os så passive, som muligt. Befolkningen tog langsomt over, og demonstrerede, at vi ikke ville underlægge os, og derved kom vi gennem krigen, og redde lige netop æren.
Helt ud til kanten af statsretten lykkedes det nu alligevel at komme med i NATO, og et saligt håb om en militæralliance kunne skabe fred, gik vi en tryg fremtid i møde.
Naturligvis var der Sovjet, som jo hurtigt etablerede en lignende pagt, med et såre udemokratisk styre. Så pagt mod pagt stod vi der, og den militære og mentale oprustning fik “fuld skrue”. Vi byggede vort samfund og verdensdel op på en blanding af frygt og tillid til, at vi var de gode, og vi repræsenterede det gode.
Berlinmuren faldt, og en ny fremtid ventede os. En fremtid, som hvis vi ville, kunne bygges på fred og forsoning. Tyskland blev det store forbillede på, hvad der må og skal gøres!
I farten glemte vi måske, at mennesker, stater og deres ledere ikke nødvendigvis vil fred, og krigsindustrien og deres sympatisører, begyndte efterhånden at længes efter en god krig.
Og krige kom der, lige som der altid har været krige rundt omkring. Vi fik, med USA i spidsen, overskud til at blande os.
Balkan! Vi gik idealistisk til værks. FN nikkede og sendte soldater afsted med Blå Baretter – så var det legitimt, at verdenssamfundet stoppede uhyrlige myrderier, og forsøgte at skabe fred og demokrati, efter en diktators fald.
Saddam Hussein havde særligt USA’s støtte i mange år. En mand, som aldrig forsømte en lejlighed til at undertrykke sit folk, men vi samarbejde lystigt med ham. Han havde jo olie, og det retfærdiggør rigtig meget. En krig skulle dog til, og da Saddam ikke ville lystre, og demonstrerede sin selvstændighed ved militært overfald på Kuwait, slog USA til.
Det ændrede dansk udenrigspolitik i 1991. Vi gik med i den USA lede krig. Vi trak os også ud, og nu er der så vild panik. Det hører vi ikke så meget til, for vi kan jo ikke lide tabte krige….
Krigens adrenalin gik os i blodet, og vi tøvede ikke med at deltage i krigen mod det vi så bredt – og bekvemt – kalder terror. Afghanistan var næste mål. Her har vi kæmpet længe og inderligt – døstallene taler deres tydelige sprog. Vi kan ikke klare det mere, og vores retræte er besluttet.
Nu prøver vi med en ny krig. Vi må da for pokker kunne vinde en krig. Bare en lille én – ét eller andet sted! Muammar Gaddafi er personificeret som den onde, der slår sin egen befolkning ihjel. Samme Gaddafi var som statsleder ansvarlig for Lockerbie, men har sagt både undskyld og sluppet nogle penge. Og han har lovet, at stoppe strømme af afrikanere, der vil til Europa. Så vi var jo gode venner med ham! Men ikke længere – han gik over stregen….
Fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti er der nu enighed i Danmark om, at vi vil slås. “Med sommerfugle i maven” som en dansk kamppilot har udtrykt det. Vi gør det nemt og bekvemt – bare bombe fra fly. Sådan til en start, men vi har i grunden også besluttet, at Søværnet kan sættes ind. Landmilitært er vi ikke helt klar til…. (Folketingets beslutningsforslag B 89 2011)
Enhedslisten og SF der stemmer for krig? Det er en national begivenhed af dimensioner! Disse antimilitære partier, mener nu, at krig er en anvendelig form for dansk udenrigspolitik. Også de har kastet sig pladask for USA overbetjentsrolle som verdens vogter og ophøjede dommer over, hvad der er rigtig og forkert uden i verden.
Borgerkrig er grusom. Vi danskere kan næppe fatte grusomhederne, selv om de præsenteres timevis for os i TV. Krig live, så at sige! Det er uforståeligt for mig, at en statsledelse bruger våben mod sit eget folk, men netop hér er det måske, at jeg slet ikke skal forstå?
Måske er Libyen-krigen lige netop den krig vi skal vinde, for at kunne hæve vores nationale selvværd? Nemt skulle det jo blive, for Forsvarets Efterretningstjeneste mener: “Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at Libyens forsvar samlet set er lavteknologisk, og at en betragtelig del af materiellet er af ældre dato og nedslidt. Det er ikke sandsynligt, at de libyske flystyrker vil være i stand til effektivt at imødegå en større koordineret indsættelse af et vestligt udrustet luftvåben. Den væsentligste trussel mod et dansk F-16-bidrag vil komme fra Libyens jordbaserede luftforsvar.”
Nemt og bekvemt! Og enten hamrende naivt eller hvad taler vi om? Naturligvis kan vi, sammen med andre, bombe løs, og så se hvad der sker – for en skyggeregering er der jo ikke i Libyen. Naivt er det, at tro bomber kan løse noget som helst, i et land der ikke aner hvad demokrati og frihed er. Skal vi gøre noget, skal vi forsætte efter bomberne, og skabe et helt nyt samfund. Det har vist ikke været en succes noget sted før…?
Koldblodigt kan det anføres, at en trængt statsminister og folketingsflertal, har fået flyttet fokus fra indenrigspolitiske problemer. En national økonomisk krise, uendelig besparelser og et samfund der vånder sig efter mere end 10 års skattestop. Intet vil kunne optage en befolkning som en rask lille – risikofri? – krig, og det er måske netop det åndehul der er brug for. I dansk politik.
Nationen Afghanistan, som er et kludetæppe af klaner, truede ikke Danmark. Nogle grupper kan sikkert betegnes som terrorister, ja, men ikke en nation som vi bare skal ned og kæmpe med. Så er Nordkorea et langt mere oplagt emne, for de udgør en atomtrussel, og de er ikke bange for at true. Er det vores næste mål for krigsindsats?
Kineserne har det ikke nemt. De, der ikke er for regeringen, forsvinder. Skal vi ikke med militær magt indføre demokrati dér?
Hvordan ser det ud, når vi kaster et blik på Afrika? Sydamerika? Østeuropa?
Vi har en stor fremtid for os. Og billigt er det: Libyen koster såmænd kun 8 millioner at starte i den første måned, og 6 millioner i drift pr. måned. Hertil skal lægges en bagatel: nemlig prisen for våben.
Vi har glemt 1864…. Spørgsmålet er, hvorfor vi har det med at glemme?
