Det er så dagen, som er så vigtig, at statsministeren, Lars Lykke (..), mener han skal afbryde sit velgørende cykelløb til Paris, for det er dagen hvor USA og Danmark fejrer det nære venskab i Rebild.
En årelang tradition….. Og vi er jo beste-venner, så længe vi som en dikkende lammehale deltager i USAs krige. Gode ting er ellers kommet fra USA: Coca-Cola, teflon og den slags. Mange mindre gode ting kommer også, og ved at se på USA, kan vi ofte se, hvordan udviklingen vil være i Danmark. Det er ikke et kønt syn, men lige så uomgængeligt som dampmaskinens indtog i England i den tidlige industrialisering.
Tillykke til USA med deres uafhængighedsdag! Tillykke med deres grundlæggende fine forfatning, som de hentede god inspiration til i Europa og ikke mindst Frankrig.
Tillykke til Danmark med vores mod til at stå ved vores samarbejdende forhold, for samarbejde skal vi, også sammen afholde Rebild-festen, som den eneste markering af USAs vigtige dag – uden for USA. Kun ved samarbejde og udveksling af holdninger, kan vi påvirke verdens eneste og store supermagt. Men vi skal ikke samarbejde alene på USAs betingelser!
Else og jeg markerede også dagen. Skagen Festival var nu ikke noget, som Fredericia ikke kunne levere – bort set fra et fantastisk vejr. Så vi pausede lidt søndag, for med ildhu at komme tilbage i dag.
Rebild blev det nu ikke til, men vi dyrkede os selv og det danske. Glasudstilling med et meget spændende udvalg af moderne brugsvenlig glaskunst. Den slags koster kassen, men det er gratis at se, beundre og respektere kunstneren. Og vi tænkte på Kirsten, som vi skal være sammen med, når hun sidst på ugen udstiller i Hamborg, og dermed får sin første internationale udstilling. Det er lidt stort, at få lov til at se og være med til menneskers udfoldelse i kunst. Særligt for mig, der ikke har de evner.
Nå, men gammel kunst skulle da også ses…. Det blev til de gode gamle guldaldermalere: Anna Ancher m.v.. Og efterkommere… De kunne noget med en pensel, som selv den ypperste fotograf slet ikke kan efterligne. Ja, mange malere der er kommet efter dem, kan heller ikke. Det var en særlig oplevelse, en tryg udefinerlig stemning….
Når ånden har fået sit, skal maven vel også? Så vi tog på Skagen havn, og fik en hel masse forskelligt tilberedte rejer – ja, “en rejesymfoni”. Tænk sig, sidde der på havnen i noget af det mest folkelige jeg længe har oplevet, og spise ene såre danske retter. Lige fra havet, og så frisk, så frisk.
Rejer ligger ikke tungt, så vi skulle da lige se bunkermuseet. En sanitetsbunker, men med masser af historie. Fra dengang Danmark igen valgte lette løsninger, mistede få, og alligevel fik den kringlet, så de allierede gik med til, vi ikke havde været dikkende lammehaler; dennegang for Det Tredje Rige.
Skyer var der ikke over Skagen, og Sandormen lokkede brummende: “Tag med mig, tag med mig – jeg vil vise jer toppen af toppen……!” Og Else lod sig lokke; jeg fulgte Else, for det gør et rigtigt par forelskede. Og på toppen, på Grenen, vaskede vi fødder, nød hinanden – og beundrede den fantastiske natur. Jo, der er slet ingen grund til at sukke efter udlandet, når vi står på toppen!! Har de måske noget så smukt, som to have der stille glider sammen; harmonisk! Det lune saltfattige vand vand fra Østersøen bølger sammen med det kolde og store havvand fra Atlanten…. Og Grenen vifter langsomt frem og tilbage, alt efter de førende strømme. Vi mennekser, vi danskere, kan have en fod i begge “vande”, og være eet med og selv og hinanden. Else og jeg var det, og det vil vi gerne blive ved med!!
Kød tog vi med hjem, og for at være sikker på, at vi kunne spise det, og pestokarrtofler, besteg vi sammen Råbjerg Mile. Ikke nogen ringe bedrift: Else med en dårlig ryg og jeg med andre skavanker. Men hånd i hånd kan vi måske mere, end vi tror – end vi kan alene. Belønningen ligger jo i sejren, og så bestemt i den udsigt vi fik. Kattegat, Vesterhavet, Skagerak. Milen af sand, sand, sand, sand og mere sand, omgivet at klitter, træer….. Vejen ned var lettere, og det er svært at beklage sig: Vi mennesker er dog så små. Hvad ynker vi for? Den gamle digter skrev: “…. Mægted ej, at sætte blad på en nælle”, og kunne roligt tilføje: Stoppe milens sandflugt. Hvorfor har vi det så svært, med at være taknemmelige, og trods alt nyde det vi har fået? Hvorfor bekymre sig, om det vi alligevel ikke kan ændre? Hvorfor er det svære, end at gå rundt og være sur, lide selvmedlidenhedens destruktion, og pege på dem, som har det bedre? Eller som vi bilder os ind, har det bedre…
Else stegte de bedste bøffer, hun nogensinde har stegt. Med let hånd og bare til mig. Dagen kunne næsten slutte, hvis det ikke var fordi en vigtig handling står tilbage: Nedsvælgense af dagen IS.
