Det er helt karakteristisk…. MIG?

Se, ulykker kommer jo; de går sjældent!

Det var i fredags, 29 07 2011, at jeg skulle hente campingvognen. Noget problem er det jo ikke, at koble bil og vogn sammen – og dog!

Fint bakkede jeg bilen hen til campingvognen, men lige dén anelse for meget, der gør hele forskellen. De skulle skubbes nogle få centimeter fra hinanden, og så ville det være perfekt.

Jeg skubbede, og intet flyttede sig. Ja. Jeg gik så vidt, at skubbe campingvogn med det ene ben, og bilen med hænderne. Det eneste der flyttede sig, var hånden på bilen, og ned røg jeg på bagklappen med venstre side at brystkassen. WAUW AUW…. Selv der måtte jeg opgive, kun at bruge pæne ord.

En nærmere undersøgelse afslørede, at både bil og vogn var forsvarligt bremset med håndbremser, så pokker skulle da også stå i det, om jeg kunne have flyttet bare den ene…!!

Nu er det jo sådan – det ved enhver – at jeg er både sej og cool. Så jeg gjorde ikke mere ud af den sag, for det skulle nok gå over.

Lige til i morges, hvor jeg var mere end bevægelseshæmmet. Jeg led, da vi pakkede sammen på Røjls Klint, jeg led, da jeg med en hånd skulle køre vogntoget, og jeg led, da vi etablerede… Jo, jeg var skam lidende!

Else sørgede godt for mi, og jeg fik serveret kaffe i det fri, og derefter gik turen til den gode skadeklinik i Fredericia. Altså et sted til skadesbehandling, men uden at være en skadestue. En rigtig flink sygeplejerske tog imod, lyttede medfølende og opmærksomt, fik mig registreret: Og meddelte, at jeg enten kunne tage på skadestuen i Kolding eller ringe til vagtlægen. Vagtlægen sad i samme bygning, ca. 25 meter væk!!

Sagen er nemlig, at skader på/i/ved brystet, må de slet ikke se på…..

Naturligvis ringede jeg til vagtlægen, mens Else sendte mig bekymrede blikke. Det var nu en flink mand, som slet ikke mente, at en læse skulle se på mig. Jeg havde jo hverken feber eller vejrtrækningsbesvær! Til gengæld, er det “helt karakteristisk”, at konsekvenserne dukker op nogle dage senere, og de kan være fæle. Jo tak, det har jeg fattet!

Selv om lægen slet ikke ville se mig eller mit bryst (det er der nu heller ikke noget seværdigt ved, men det kan han jo ikke vide), ville han vældig gerne hjælp: Medicin som overgår Pinex og den slags for børn, afskrev han, og sendte en recept til nærmeste apotek.

Så afsted til apotek, og der mødte jeg da den mest forstående farmaceut. Hun forstod mig så godt, og mente at det rigtigste ville være at tage sæde i sofaen med en pude som armen kunne hvile på. Ikke noget husligt arbejde. I den retning var hun meget bestemt.

Så kørte Else mig forsigtigt tilbage til Gals Klint Camping. Is helt efter eget valg som trøst og belønning…. Kaffe serveret i en lind strøm, og havde hun kunnet overkomme at drikke det for mig, havde hun såmænd også gjort det), og en veltillavet fisk med helt nye kartofler.

Sofaen? Nix – bare kom i gang med at hjælpe med opvasken!! Det må jeg en dag fortælle min farmaceut….!!

I morgenskal jeg køre bil igen. Det er lidt afgørende for, om jeg kan klare en lang tur til Hamborg på torsdag….????

D-vitamin: tidens svar på alt

Svenskerne har studeret sollys’ påvirkninger på medicin. Når det er vinter, nedbrydes medicinen langsommere, end om sommeren.

Dertil skal lægges, at det nu skulle være bevist, at D-vitamin, skulle forstærke den proces.

Og så er det jo jeg undrer mig, for gennem flere år har læger i stor stil opfordret oid til at spise D-vitaminer, for det skulle give os det, som solen ikke gør. Det et jo for så vidt rigtigt, for kan man sige, at det solen ikke nedbryder, gør vitaminet?

Jeg kan bare undre mig…..

Må jeg drikke mig ihjel?

Ja, det er der endnu ikke nogen lov, der forbyder. Og det er der trods alt rigtig mange danskere der benytter sig af.

Nogen et kommet så langt ud, at de ikke kan holde dig selv ud, sammen med flasken. Heller ikke et værtshus er længere en mulighed.

Derfor havde Fredericia Kommune for nogle år siden stillet en skurvogn op, hvor de som vi ikke vil se drikke, kunne gøre det i fred og ro. Og sammen.

Men skidt var det, for sådan en skurvogn kunne brænde, og gjorde det!

Nuvel! Den gode borgmester lovede det frie folk, at de skulle have en ny, og placeret et bedre sted, hvor ølnydende kunne nyde i fred. Men glemte han at gøre noget ved det?

Det ved vi ikke, for nu er Fredericia blevet fattig, og der et ikke penge til dem slags. Og på bedste vis toner Misbrugscentret frem, og næsten fortæller, at de øldrikker foretrækker at komme i behandling.

Mon der så er penge til det?
Og skal vi bare lukke værtshuse med den begrundelse, at så går folk i behandling?

Hvem vælger i grunden for hvem?

…. om, at se livet afslutning som begyndelsen på noget vidunderligt!

Med mellemrum kommer det frem, at nogle patientgrupper kun har ét ønske – at overleve sygdommen.

Det giver mig tit anledning til overvejelser; jeg kan jo til enhver tid også blive ramt. Vil jeg så, som det eneste, bare overleve, eller vil jeg formå at stille mig til tåls med at livet inden for en overskuelig tid er forbi?

Kønt ser det jo heller ikke ud, sådan en knude.

Smertefuldt er det alt for ofte også.

Og en forfærdelig tid for familien…. Det skal endelig ikke glemmes!!!

Men livet har altså en ende, og jeg er da kommet i den alder, hvor jeg også kan overskue det. Ikke alle kommer herfra pludseligt, hurtigt og smertefrit.

Lægerne bliver til stadighed dygtigere – men er det ikke alt for tit bare udsættende behandling? Hvornår kan jeg være sikker?

Kræften ramte min mor for mange år siden; flere kender jeg, som også har stiftet et alt for nært kendskab til denne sygdom – og som helt er helbredt.

Ikke alt er håbløst, selv om enhver der får diagnosen kræft sikkert føler verden forsvinde under dem. Forståeligt. Meget forståeligt.

Der er også mange andre sygdomme der er forfærdelige og dødelige.

Og når alt kommer til alt, er det vel slet og ret det at dø, vi er så uhyggeligt bange for. For hvad der gik før døden, tænker vi vel ikke så meget over – men derimod hvad der kommer efter. Om noget…??

Unormalt er det jo ikke, at frygten styrer os i mange sammenhænge. Lige fra ikke at ville tage en ellers nødvendig konflikt, til, altså, døden. Og det sidste er uomgængeligt, uanset hvor længe vi lever.

Derfor må det vel dreje sig om, at leve dagen i dag, som er det den sidste.

Derfor må det vel dreje sig om, at se livet afslutning som begyndelsen på noget vidunderligt.

Derfor må det vel dreje sig om, at kombinere disse to livsanskuelser, for så vil livet og det der sker derefter give os ro. Og måske i tilgift en tillid til, at der sker det, der skal ske; måske i ét Guddommeligt Forsyn?