Lægen skriver

Så kom jeg så langt, at lægen kastede et blik på mig, i ret lang tid, for kommunen skal jo vide alt om mine mindste celler. Det er et større udredningsarbejde, og den gode læge skal se hele 20 år tilbage. Jo, der er kommet meget til, og lidet forsvundet.

En enkelt speciallæge skal lige konsulteres, for at være helt sikker.

Nu skal der jo så bare ventes på, at den kommunale medarbejder dukker op på arbejdspladsen, for at beskrive arbejdsfunktionen. Dét er i hvert fald en nem og overkommelige opgave!!

Første møde med pensionssagsbehandler

Mødtes så for første gang med den kommunale sagsbehandler, som kan det der med at behandle og starte pensionssager.

Der går jo mange rygter om disse sagsbehandlere, men jeg fik et uhyre godt indtryk! Hun havde gravet, og gravet dybt, i de kommunale arkiver, og var vældig godt orienteret. Så grundlæggende skulle jeg bare bekræfte hendes oplysninger.

Nu skal en anden medarbejder beskrive mit arbejde og den belastning der er ved det. Det er jo overkommeligt – også at beskrive! Samtidig skal lægen undersøge mig på kryds og tværs, og så skal vi mødes igen.

Indtil nu er det jo ikke farligt, og jeg har skam tillid til den proces der er sat i gang.

Det første møde

Var nok ikke det forventede, men gik i al sin enkelhed ud på, sammen med arbejdsgiver og konsulent, at finde ud af, om jobmulighederne er udtømte.

Det var og er de, så nu skal jeg selv kontakte kommunen. Underligt, at det ikke sker automatisk, når kommunen nu kender situationen. Men det er jo en stor kommune, og minder mig om den gamle sætning: “ikke mit bord.”

De første øvelser

Først et tilløb

• som løb lidt ud i sandet!

I erkendelse af ret så mange syge sygedage, fik jeg en snak med min læge om pension var en mulighed. “Måske nok, men grundlæggende ret så umulig!”, mente han. Og da jeg jo ikke samler på nederlag, lod jeg det ligge.

Så det første skridt

• For det skulle jo tages…

Siden min ansættelse i forsvaret er der sket en stadig stigende antal sygemeldinger. I 2010 helt oppe på en tredjedel af året, sådan nogenlunde svarende til et kvartal om året. Det er jo ret meget, og ikke alene er det naturligvis synd for mig, men der sidder jo også en kollega, som så ofte skal passe to job. Nok overkommeligt, men bestemt ikke rimeligt.

Derfor førte en rigtig god samtale med arbejdsgivere i går til, at der nu skal tages skridt til, at søge pension. Det kan jeg jo så reflektere lidt over i den kommende tid, for er noget givet, er det sikkert at det tager tid. Men det var grundlæggende mit valg, og ikke noget der blev trukket ned over hovedet på mig!