eBøger

Jeg kan jo stadig godt undre mig over, alt det der er muligt, altså på og gennem internettet, og ikke mindst de ændringer det medfører i mit liv.

Bøger, for eksempel. Jeg har altid ment, at bøger skal læses i bogform. Da lydbøger kom frem, prøvede jeg kræfter med dem, men det var bestemt ikke noget for mig.

Nu er eBøger så kommet. Eller hedder det Ebøger – eller noget helt andet?

Bøger hentet nu på det virtuelle og mennesketomme bibliotek. Med lidt koder og teknik så VUPTI er der en bog leveret, og kan læses. Den skal skan afleveres igen, og teknikken fjerner den helt af sig selv fra computeren…

Det er da lidt smart – og bogen er altid ved hånden, når en af hverdagens mange pauser dukker op.

Men hvad laver så alle bibliotekarerne?

Fattige har I altid iblandt jer

Berlinske pryder på en såre uskøn måde forsiden med “Markant skred i holdningen til udsatte”, lige under noget med, at vi vandt en såre uinterssant sportskamp. Uinteresant i denne sammenhæng i hvert fald!

For sport er vel snart det eneste, der gives gratis til landets fattige, hvis de vel og mærke har adgang til TV og betalt licens?

Fattiggården har vi jo for længe siden afskaffet, men vi har åbenbart et behv for, stadig, at udstille de mennesker, der klarer sig dårligt; og nu er udstillingen ikke længere nok, vi vil sandelig heller ikke hjælpe!

Så er det jo en ret ligegyldig mail, socialministeren har udsendt, om at der er sammensat et nyt Frivillighedsråd.

Vi kendetegnes immervæk på, hvordan vi behandler vores dårligste, og hvis vi ikke vil betalte det som det nu engang koster, er der snart ikke meget at være stolt af. Så kan en gammel udtalelse nemt omskrives, at det eneste opium der er tilbage for folket, er sport. Troen har regeringen jo allerede taget fra folket…. Men med Jesus ord, vil det jo også være en håblæs opgave at ændre på!!

Der skal tænkes mere på ofrene!

Og det er der ikke mange der tænker på, mener jeg. Der er, i bedste fald, sat tidsgrænser for, både politiets sagsbehandlingstid og den tid domstolene har at reagere. I voldssager, og voldssager hvor gerningsmanden er kendt. Men alle andre?

Derfor er det dejligt at se, Offerrådgivningen i Danmark ikke alene har en mening, men også kommer ud med den.

http://www.jv.dk/artikel/1259522:Billund–Paedofilisag–Syv-maaneders-ventetid-paa-undersoegelse

Lyset brydes – det er koldt

- og jeg har aldrig helt forstået fysikkens love i det. Men en kold nat bliver umådelig kold, når lyset brydes, og solen vil starte sin vandring på himlen.

Troede ellers, jeg på min morgenvandring kunne opdage en UFO ellers andet spændende. Ak, min vej til berømmelsens tinde ved en UFO opdagelse svandt, da det klare lys blev slukket, og rødt blinkende lys tonede frem – og kort efter motorstøj. Slige ting har en UFO jo ikke, så det var bare en morgenflyver fra Billund…. Men suset ved at tro, en UFO havde fundet vej til Mørkholt Strand Camping kan jo ikke tages fra mig.

Lun kaffe indtages i forventingen om, at varmt franskbrød kan hentes kl. 08.00. UFO eller ej….

Nå, vintercamping har jo den ulempe, at Carismaen iser til, og så kan det jo være besværligt at komme på vagt…… Så mon ikke næste overnatning sker i Fredericia, hvor veloplyst carport står og venter?

En kold morgen

Vi kom hurtigt op, for det var ualmindelig koldt.

Det er jo dag to med nattefrost, og det er jo skønt i sig selv, med den klare friske luft.

Minuset er, at campingvognen bruger gas til opvarmning, og i løbet af natten var den brugt!!

Sammen med solen hastede vi til staden, og købte gas i rå mængder. Og varmt franskbrød.

Nu kan vi atter nyde kulden, inde i varmen!!

Forkælelse skal få ghettoer op af dyndet – Politiko | www.b.dk

Forkælelse skal få ghettoer op af dyndet – Politiko | www.b.dk.

Således er det jo altid spændende at læse, hvad der hittes på af initiativer. Og ét er sikkert: Penge koster det. Mange penge.

Men på en eller anden finurlig måde bliver det altid sådan, at de gode ideer, offentlige initiativer kommer bagefter.

Hvad vil der mon ske, hvis der om håndfaste konsekvenser først?

Lægen skriver

Så kom jeg så langt, at lægen kastede et blik på mig, i ret lang tid, for kommunen skal jo vide alt om mine mindste celler. Det er et større udredningsarbejde, og den gode læge skal se hele 20 år tilbage. Jo, der er kommet meget til, og lidet forsvundet.

En enkelt speciallæge skal lige konsulteres, for at være helt sikker.

Nu skal der jo så bare ventes på, at den kommunale medarbejder dukker op på arbejdspladsen, for at beskrive arbejdsfunktionen. Dét er i hvert fald en nem og overkommelige opgave!!

Det gider jeg altså ikke!!

Sligt har jeg ind imellem udtalt: “Her sidder jeg i min gode stol, og laver vigtige ting. Ud og gå? Ikke tale om”, når Else er kommet med et positivt ment forslag, om lige at spadsere en tur.

Motion har jeg et anstrengt forhold til, og for ikke at gøre forholdet mere umuligt, holder jeg mig fra det. Og undgår dermed også sportsskader!

Men altså…. Camping og motion er næsten uadskillelige. Og nu gør det ikke noget…. Toiletbesøg gennem regn, rusk og nogen gange sol er jo for intet at regne, når sammenligningen ellers går på topfyldte opvaskebaljer der slæbes tværs over campingpladsen – og tilbage igen.

Og når tøjet til den slags udskejelser nu er taget på, kan vi jo lige så godt vandre ned til stranden. Og ikke mindst op igen, for der sluttes med en stejl stigning op fra det mere fugtige landområde til højsletten med tør jord.

Ud, ud, ud og hele tiden ud – det er helt naturligt, og skal slet ikke overvejes. Kun et blik mod himlen kommer først: Påklædningen.

Efter slige udskejelser er der så noget bedre, end at komme vel tilbage til varm kaffe og en småkage?

Livsstilen ændres ved noget så enkelt, som at flytte sig!!

Første møde med pensionssagsbehandler

Mødtes så for første gang med den kommunale sagsbehandler, som kan det der med at behandle og starte pensionssager.

Der går jo mange rygter om disse sagsbehandlere, men jeg fik et uhyre godt indtryk! Hun havde gravet, og gravet dybt, i de kommunale arkiver, og var vældig godt orienteret. Så grundlæggende skulle jeg bare bekræfte hendes oplysninger.

Nu skal en anden medarbejder beskrive mit arbejde og den belastning der er ved det. Det er jo overkommeligt – også at beskrive! Samtidig skal lægen undersøge mig på kryds og tværs, og så skal vi mødes igen.

Indtil nu er det jo ikke farligt, og jeg har skam tillid til den proces der er sat i gang.

Det første møde

Var nok ikke det forventede, men gik i al sin enkelhed ud på, sammen med arbejdsgiver og konsulent, at finde ud af, om jobmulighederne er udtømte.

Det var og er de, så nu skal jeg selv kontakte kommunen. Underligt, at det ikke sker automatisk, når kommunen nu kender situationen. Men det er jo en stor kommune, og minder mig om den gamle sætning: “ikke mit bord.”